Fra forskning til praksis kræver at vi løfter i fællesskab
Måske er vi lidt frelste i denne her verden, fordi vi har en tendens til at mene, at fysisk aktivitet er det eneste rigtige, men det er det jo faktisk. Det nytter altså noget, når vi løfter i fællesskab på dette område. Professor og centerleder på Center for Holdspil og Sundhed Jens Bangsbo bød velkommen på seminaret. Fysisk aktivitet og aldring – fra forskning til praksis, som fandt sted på Dalum Landbrugs skole d. 28. februar.
Her blev mere end hundrede repræsentanter fra kommuner og idrætsforeninger præsenteret for tyve nye anbefalinger til, hvordan myndigheder, kommuner og idrætsorganisationer kan gøre en positiv forskel for ældres sundhed og trivsel gennem fysisk aktivitet.
Anbefalingerne er baseret på 30 videnskabelige konklusioner, der er publiceret i det anerkendte tidsskrift British Journal of Sports Medicine. Konklusionerne er udviklet af 26 af verdens førende forskere inden for fysisk aktivitet, aldring og sundhed på tværs af faglige discipliner som fysiologi, psykologi og sociologi.
Lidt aktivitet er bedre end ingen aktivitet
Moderator Hilde Schroll Jespersen sparkede dagen i gang med en understregning af, at deltagerne i netop dette seminar var lige så vigtige som rækken af oplægsholdere.
”Vi skal kigge på arenaer og de historier vi skal bruge for at henvende os til dem, der er i fokus; nemlig de ældre. Også de ældre, der ikke er så fysisk aktive i dag.”
Dagen summede af aktivitet med oplæg fra både forskere og praktikere. At lidt aktivitet er bedre end ingen aktivitet, og at for mange timer siddende øger risikoen for et kortere liv, var budskaber, der blev fulgt af praktiske eksempler og metoder til, hvordan den forskningsviden kan bringes i spil – ude i det virkelige liv. Det liv, hvor man ikke nødvendigvis motiveres af en løftet pegefinger eller skræmmescenarier.
En gennemgående pointe var, at det måske kan betale sig ikke at fokusere på den fysiske aktivitet eller sundheden, når vi taler til motionsuvante. Rettere bør der fokuseres på fællesskabet og det andet, der følger med aktiviteten. Aktiviteterne skal give mening og passe ind i vores øvrige liv. Forstyrrelsen skal tilpasses arbejdslivet, familielivet og nærmiljøet. På den måde sikrer vi den fysiske aktivitet på trods af det enkelte menneskes livsforløb og kriser, der kan komme i vejen.
Forskning har vist, at selvom de der mødes i fællesskaber, hvor de får pulsen op påvirkes mest positivt, når vi taler om kognition og hjernesundhed, så har det at mødes i et fællesskab en effekt i sig selv. Det taler for, at der blandt andet opnås resultater, når fællesskabet gøres bærende for aktiviteten.
Vi har brug for hinanden
Dagens aktive pauser bød på både stolegymnastik til musik, smarttræning med ’hold hjernen frisk’ og alderstilpassede holdspil på plænen – alle gode eksempler på fysisk aktivitet, der egner sig til den ældre generation.
Hilde Scholl Jespersens indledende forudsigelse om, at deltagerne var mindst ligeså vigtige som forskerne, blev bevist i dagens workshops, hvor mange gode praksiserfaringer og idéer til tiltag og nye arenaer blev drøftet. Dagen skulle nemlig bruges til meget mere end påfyldning af viden; til at danne netværk, så den viden, vi har, kan komme ud til dem, der har brug for den.
Jens Bangsbo var ikke i tvivl om den værdi, der er i at mødes på tværs af interesser og diskutere fysisk aktivitet og aldring.
”Vi har i dag set fantastiske praktiske eksempler fra jer, der allerede er i gang. Lad jer inspirere af hinanden. Brug hinanden og brug os. En del af vores eksistensberettigelse er at hjælpe jer. Vi kommer ikke videre – heller ikke forskningsmæssigt – hvis ikke vi hjælper hinanden”.