19. januar 2018

Når den der åndssvage bold den triller – så løber man sgu efter den

Boldspilscafé

På Østerbro leverer Beatles, Status Quo og et par hurtige pop-melodier hver onsdag lydsiden til en times sjov og sund samvær mellem en flok borgere i alderen 65 til 75, der har startet deres egen boldspilscafé. Det hele startede med et tre måneders rehabiliteringsforløb for KOL-patienter, der har fundet glæde i at spille bold sammen og besluttede sig for at tage sagen i egen hånd. Holdet er godt støttet af Sundhedshuset på Østerbro, som har lagt faciliteter til.

I Sundhedshuset på Østerbro har en række borgere med KOL startet deres eget holdspilshold, fordi det giver dem mulighed for leg, bevægelse, glæde og fællesskab. Foto: Heidi Pagaard

”Jeg har taget det her med til opvarmning, det sætter fut i benene, har jeg lagt mærke til”, siger Søren til Eyvind, da de mødes i indgangen til træningslokalet onsdag formiddag. ”Jeg har noget rock og rul med, så håber vi ikke de er for sarte”, griner Eyvind og vifter lidt med en Status Quo-cd. Søren og Eyvind er på vej ind for at spille holdspil med deres holdkammerater, som de har mødt på et rehabiliteringsforløb for KOL-patienter i Østerbro Sundhedshus.

Søren på 65 har været med fra starten. Han har tidligere spillet hockey i en del år, og han ’elsker det simpelthen’.  Sammen med motionsvejleder Jan Andersson fik han idéen til at starte et hold op, da forløbet på tre måneder sluttede.  Der var ikke så langt fra tanke til handling, og i dag er de ti på holdet – dog med én langtidssygemelding.

”Det har været fantastisk dejligt og sundt og meget udviklende – både socialt og fysisk - og ja, i det hele taget er der kun positive ting at sige om det.  Vi er ti ca., og så spiller vi jo, som i dag, fire på hvert hold. Vi kunne jo godt bruge noget mere plads, når vi spiller fire. Men det der er det vidunderlige ved hockey – udover spillet – er at man kan etablere det på meget små områder. Og man behøver ikke det store udstyrsudstykke. Man kan jo få fat i nogen stave og så er man i gang".

Anette på 68 vill gerne spille holdspil to gange om ugen i stedet for én. Hun har fået det psykisk og fysisk bedre af at deltage på holdet. Foto: Heidi Pagaard

Anette på 68 startede lidt senere end de andre, fordi en af hendes bekendte var på holdet og fik trukket hende med.

”Det er jeg rigtig, rigtig glad for! Normalt er jeg gået langt udenom konditionstræning, for så kan jeg virkelig mærke, at jeg har KOL, og det kan jeg ikke lide. Men jeg glemmer det lidt, når jeg spiller. Så det er en legende måde at få kondition på. Det er rigtig godt for mig, jeg synes, det er hamrende sjovt".

Fællesskabet skaber forståelse indbyrdes

Både Anette og Søren lægger meget vægt på betydningen af det sociale samvær og det fællesskab, der er på holdet. De understreger vigtigheden af at møde ligesindede, som man kan dele glæder og bekymringer i livet med. Man fornemmer, at ’kaffeseancerne’ efter spillet næsten er lige så vigtige for dem som selve træningstimen. Det er her, de bruger hinanden til at vende problemstillinger omkring deres fysiske udfordringer, og her har de mulighed for at få en god snak.

”Når man har noget fælles og man sveder sammen, og har det sjovt sammen, baner det vejen for en eller anden form for forståelse for hinanden.  Fordi man oplever, at man bare giver sig løs. Og det er bare sådan, at det går tyve gange hurtigere, end hvis man var tvunget til at være sammen i en gruppe, siger Søren og fortsætter ”Det her, det giver noget, sådan, at vi kommer til at kende hinanden, individuelt også. Vi har også afholdt julefrokost".

Anette går, ud over træningen i Sundhedshuset, både til gospel og til svømning – men holdspillet med de andre, har gjort en stor forskel i hendes liv.

”Jeg har det bedre rent psykisk efter jeg er startet. Nu går jeg jo også til gospel og til svømning. Jeg kan mærke, at det der med struktur på hverdagen, det betyder rigtig meget for mig. Vi griner rigtig meget og har det sjovt sammen. Det der fællesskab her efter boldspillet, hvor vi sidder og sludrer. Jeg synes bare, vi harmonerer rigtigt, rigtig godt socialt sammen. Så det gør rigtig meget godt for mig".

Vi bliver jo også bedre til hockey

Begge deltagere har oplevet tydelige fysiske forbedringer og synes også, at alle på holdet har udviklet god teknik.

”Altså jeg kan mærke forskel på det ene år. Fordi man dyrker det her – jeg cykler også, dog ikke så meget om vinteren, men jeg må sige, at jeg kan mærke forskel fysisk. Og det er vidunderligt. Jeg kunne også godt mærke, at da jeg var i det tre måneders KOL forløb, det gav rigtig meget – det var to gange om ugen. Men det her, der må jeg sige, at fordi vi har det sjovt, så er det rigtig godt”, fortæller Søren.

Anette supplerer: ”Jamen, jeg er blevet bedre – det kan jeg selv mærke også – det kan jeg. Det betyder meget, at man kan mærke, at man bliver bedre".

I starten spillede holdet bare løs, men på det sidste har behovet for flere tekniske øvelser - og det at udvikle spillet også fyldt noget, påpeger de begge. De nikker også bekræftende til, at de sagtens kunne spille en gang mere om ugen, hvis det havde været muligt.

Man tager ejerskab når man selv organiserer

Til spørgsmålet om, hvorfor det giver mening at starte sit eget hold, svarer Søren: ” Altså man bliver ikke væk. Så skal man være dårlig! Fordi man ved, at andre sådan set har brug for én. Og holdspil det bliver jo noget skidt, hvis kun man løber to rundt".

Den tese bakker motionsvejleder Jan Andersson op om, ”Der er ikke nogen tvivl om, at holdspil, hvor man får pulsen op og generelt er en rigtig god motionsform for helbredet. Og så er boldspil eller holdspil godt, fordi det forpligter på en anden måde end at gå ned i det lokale træningscenter. Det forpligter fordi, at når man går på et hold, så har det værdi, at man dukker op. Det har værdi for de andre, at man kommer, så der kan stilles hold. Det forpligter. På den måde øger det også sandsynligheden for, at man fastholder sin aktive livsstil".

Motionsvejleder Jan Andersson har sparret lidt med holdet til at starte med. Men han mener ikke det kræver særlige forudsætninger at gå i gang med at spille holdspil. Foto: Heidi Pagaard

Det kan måske føles utrygt at gå i gang med holdspil, hvis man har en diagnose som for eksempel KOL eller en hjertekarsygdom. Derfor kan det være en god idé at alliere sig med en instruktør eller ildsjæl, som kan skabe trygge rammer. Holdet på Østerbro sparrede med Jan Andersson i starten af forløbet. Jan understreger da også, at det tre måneders forløb borgerne var med i før, de selv startede et hold, var med til at give dem en tryghed i, at det ikke er farligt at få pulsen op eller at blive forpustet. Udover det synes han ikke det kræver særlige forudsætninger at gå i gang med at spille holdspil.

”Hvis man har fysiske udfordringer begrænser det ikke nødvendigvis én i at kunne spille boldspil. Det handler jo egentlig mest om at få samlet en gruppe, som man kan starte op med og så handler det om at finde et lokale. Men det kræver ikke de store forudsætninger, hverken rammemæssigt eller udstyrsmæssigt. Det kræver egentlig bare en sal eller en park og en bold - og så er man kørende. Instruktion? Det kan man måske finde på internettet – nogle guides til at komme i gang. Det er en fordel at have en på holdet, der har spillet før – men jeg tænker det ikke som en nødvendighed".

Det sociale og legen er det vigtigste

Både motionsvejlederen og de to deltagere betegner det sociale element i holdspillet, som værende vigtigt.

”De har fået mest ud af det sociale sammenhold. Det kan man se. Jeg ved, at de sidder bagefter og dyrker 3. halvleg og sidder og snakker om alt – små og store ting i livet, og så har de også fortalt mig, at de er blevet bedre til at spille forskellige holdspil, og det er jo også meget sjovt”, fortæller Jan Andersson.

For de to deltagere gælder det, at de bliver motiveret af spillets legende element.

Så det med fællesskab og leg, at have det sjovt og grine sammen, og at sidde at få en kaffe bagefter. Det er det, der motiverer, kan det konkluderes. Mens deltagerne i højt humør diskuterer strategi for næste uges træning.