Fra håndbold til hånd-bold

Bo Vestergård Madsen er daglig leder på Center for Holdspil og Sundhed. Foto: Esben Zøllner

I mine unge år spillede jeg meget håndbold. Meget håndbold. Når der ikke lige var træning og kamp i den lokale klub, Himmelev-Veddelev Idrætsforening – eller hvis der var sommerpause – tog vi hen til de udendørs baner på Ollerupvej. Enten samlede vi et par hold, bestående af hvem-der-nu-lige-kunne, eller også tog min makker og jeg bare derhen selv. Afleverede til hinanden, øvede skud fra alle mulige og umulige vinkler. Prøvede at få bolden helt op i krydset. Bedst var det, når bolden ramte helt oppe på indersiden af stolpen, så den med et smæld røg over i den modsatte side. Lyden af netop dét smæld og synet af stolpen, der rystede skuddet af sig, var nok til, at man tog 25 forsøg mere. Fornemmelsen af sammenhængen mellem makkerens oplægning, bolden, som i forlængelse af kroppen, armen og hånden og det stribede træ, der var klar til at give lyd fra sig, er stadig en inkarneret erindring. Ligesom erindringen om at spille sammen med nogen, der ikke lige var på ens egen alder eller havde det samme køn (med de muligheder, det nu gav) også stadig sidder fast. Snakken undervejs, relationerne, der skiftede undervejs og den afsluttende Faxe Kondi, siddende på græsset.

Gris og ost

I dag er der ikke længere opstregning til den klassiske håndboldbane på Ollerupvej. Det lille klubhus ligger der stadig, men jeg ved ikke, om det bliver brugt (utroligt så mange mennesker, der kunne være derinde til generelforsamling, fester, omklædning og årsafslutning med kåring af årets spiller og årets kammerat). Det er ikke en unik historie. Det udendørs håndboldspil, hvor det hele startede, er langsomt svundet ind, for tiden går og tingene ændrer sig. Men lysten til legen med hånd og bold består. Tag forbi enhver dansk skolegård og iagttag, hvad der foregår. Både piger og drenge spiller GRIS (men hov, det er da til en basketkurv, så er det da ikke håndbold eller hvad?). Eller Four Square (med den mere mundrette fordanskning – ”ost”) hvor én større firkant er delt op i fire mindre, og hvor deltagerne med hånden skal skubbe bolden over i de andres felt. Opstregningen klares hurtigt med et stykke kridt, og så er man i gang. Pointen med disse billeder fra skolegården er, at hånd-bold kan tage mange former. Og frem for at fokusere på banestørrelser og evigtgyldige regler, kan man med fordel udvikle ved at se på (hånd)holdspillets kvaliteter. Om end det klassiske 7 mod 7-spil er skønt, kan det også være en smule (for) teknisk til nybegyndere eller til dem, der tilbage i 1980’erne løb rundt på Ollerupvej med en håndbold…

Håndbold er for alle

Håndboldfitness er senere kommet til, og vi begynder nu også at kunne se resultaterne fra forskningens side. Og endnu flere spil kommer til som f.eks. Five-a-side, et ”fem-mod-fem-spil på forkortet bane uden dommer, men med fuld knald på”, som det hedder i beskrivelsen. Hov, uden dommer, kan man det? Ja, det prøver man faktisk. Tænkt, hvis spillerne selv tager ansvar for at have det sjovt… Men ét er, hvordan kan udvikle nye spil, et andet er, hvordan man får det udrullet eller implementeret og får fat i nye målgrupper (eller gamle). Vi skal fra forskningens bidrage med viden om denne implementering og støtte den gennem samarbejde med aktørerne. Hvilke fysiologiske gevinster er der at hente? Hvad betyder fællesskabet og den måde, det bliver sat op på? Hvad er det, der motiverer os og får os til at blive? Det skal blive spændende at se, hvordan de nye tiltag bliver modtaget – og måske udviklet. Igen er det holdspillets kvaliteter, der i spil. Og som generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, siger, er høvdingebold jo også en slags håndbold. Åbenhed, udvikling og viden skal der til. Hvem ved, måske begynder de at spille håndbold på Ollerupvej igen. Bare på andre måder. Måske er det ikke så svært igen, hvis foreningerne tør tage bolden op. Hos Team København hedder det ganske simpelt: HÅNDBOLDFITNESS ER FOR ALLE DER ØNSKER EN AKTIV OG SJOV HVERDAG.