Nyt studie: Sådan går man bedst fra et kommunalt sundhedsforløb til en aktiv hverdag

Der findes et hav af tilbud, der skal gøre os mere fysisk aktive. Men de danskere, der har allermest brug for det, bliver ofte tabt på gulvet, når de efter et kommunalt træningsforløb på 12 uger pludselig selv bliver ansvarlige for at få rørt sig i hverdagen.

Et nyt studie fra Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet har gennemgået den eksisterende viden omkring borgeres overgang fra kommunale sundhedsforløb til tilbud i lokale idrætsforeninger. Og det er der kommet en række interessante pointer ud af.

Tydelige overlap mellem sundhedsforløb og idrætsforeningerne

Først og fremmest kan man forsøge at arbejde med genkendelighed i tilbuddene for at gøre overgangen lettere for borgerne, fortæller ph.d.-studerende Signe Engdal fra Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet:

”Noget af det helt simple, som vi kan se har en positiv effekt, er, at idrætsaktiviteterne i det kommunale tilbud ligner det, de møder i foreningen. Er man for eksempel i et kommunalt forløb for mennesker med KOL betyder det meget, at man ikke går fra at have lavet cirkeltræning i kommunen til at spille hockey i foreningen, men at selve aktiviteten minder om noget, man tidligere har prøvet på egen krop. På den måde føler man ikke, at man begynder forfra, men snarere fortsætter i noget, man kender i forvejen.”

Også det, at nogle kommuner har indført obligatoriske besøg i idrætsforeningerne som en del af sundhedstilbuddet er et godt initiativ.

”Det betyder noget, at borgerne forbinder det med noget trygt at være i en idrætsforening,” fortæller Signe Engdal. ”Har man været i foreningen før og ved, hvor omklædningsrummet er, hvem der er instruktør, og hvem der ellers er med på holdet, kan overgangen virke mere overskuelig. Her kan det ofte være en stor hjælp, at man har en person ansat, der kan agere som koordinator mellem det, der sker i kommunen, og det, der efterfølgende er muligt i foreningsregi.”

Fokus på de sociale aspekter i aktiviteterne

Ud over genkendeligheden i aktiviteterne er det også vigtigt, at der i høj grad er fokus på de sociale aspekter af træningen i begge tilbud.

”Det er helt afgørende for borgernes fortsættelse, at den fysiske aktivitet lægger vægt på opbyggelsen af relationer mellem deltagerne,” konstaterer Signe Engdal. ”Og her har man den fordel, at dem der kommer fra et sundhedsforløb kan spejle sig i de andre, der har været igennem noget tilsvarende, hvilket er med til at opbygge tillid og fællesskab i gruppen – allerede i det kommunale forløb.”

Denne viden stiller også nye krav til det politiske niveau, mener Signe Engdal:

”Vi ved fra indsatser som Fodbold Fitness, at aktiviteter, der er baseret på legende elementer og inkluderer alle deltagerne, er vigtige for fortsættelse. Derfor bør man også fra politisk hold gå væk fra tanken om, at man som individ er ene ansvarlig for at holde sig aktiv gennem for eksempel et fitnessmedlemskab, men i stedet tilbyde indsatser med meningsfulde gruppebaserede aktiviteter.”

Foreningerne skaber succeserne men ser det ikke som kerneopgaven

Det er allerede blevet mere udbredt, at man fra politisk side indtænker fysisk aktivitet som en måde at imødegå den stigende økonomiske byrde på sundhedsområdet. Og det er på mange måder en god ting, men er ingen garanti for succes, hvis ikke det gøres ordentligt fra starten, fortæller lektor Laila Ottesen fra Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet:

”Idrætsforeninger har varige tilbud inden for fysisk aktivitet, og derfor er det oplagt at få dem til at hjælpe med at løse problemet. Men det ender derfor også ofte med, at det er den enkelte idrætsforenings forudsætninger og engagement, der afgør samarbejdets succes, og det gør det til en meget skrøbelig konstruktion.”

Det skaber derfor store krav til at sikre, at idrætsforeningerne selv kan se en mening i at løse opgaven, forklarer hun:

”Idrætsforeningerne har det ikke som deres primære opgave at levere sundhedstilbud til medlemmerne. Så for at skabe et lokalt engagement og ejerskab for opgaven viser forskningen, at det gavner at invitere dem med om bordet helt fra starten, når nye politikker om samarbejde skal udvikles. På den måde får de ikke noget trukket ned over hovedet, de ikke kan se sig selv i.”

Fra patient til medlem

Derfor har kommunerne særligt to vigtige opgaver i forbindelse med overdragelse til foreningerne: Faglig viden om målgrupper til de frivillige og inddragelse i den politiske proces.

”Man er fra kommunens side nødt til at sikre sig, at idrætsforeningerne er klædt på til opgaven,” mener lektor Laila Ottesen. ”Dels ved, at de frivillige trænere har et basalt kendskab til, hvad bestemte målgrupper kan og ikke kan, så borgerne ikke skal føle sig som patienter, men som ligeværdige medlemmer. Den del kan for eksempel kommunens fysioterapeuter og idrætskonsulenter bidrage med viden omkring, og det kan samtidig sikre, at kommunen er mere tryg ved at overgive borgerne til foreningerne.”

Emner